Her er en historie om en lille del af min dag, og denne del af min dag er denne morgen, så det er den jeg her vil komme til at snakke lidt om. I dag stod jeg super tidligt op, for at lave mad til drengene. Mit mål var at lave en mad som indeholdt aminosyre nok til at de kunne klare sig i 14 timer inden de tidligst fik lov til at indtage næste aminosyre. Sådan er det under fasten.
Der må man ikke bare spise når man er sulten. Det kan føles som om at en eller anden form for mad lige præcis ville gøre din krop det godt lige nu, og du kan måske derfor blive fristet til at tro at du skal spise dette. Sagen er dog en anden, når du faster. De almindelige regler som plejer at gælde, gælder i denne periode ikke.
Du kan være sulten, men du må ikke spise. Du kan have lyst til en aminosyre, men du må ikke få en sådan, for den ligger uden for det der tæller som reglerne for denne periode. Her skal man kigge udad og overveje hvad der sker uden for en selv. Du skal tænke på din nabo, og du skal især tænke på de mennesker som ikke har ligeså meget som dig, og som der måske skal kæmpe hver eneste dag for at få det til at hænge sammen.
Måske får de ikke engang noget at spise hver eneste dag, måske er de sultne når de skal i seng. Måske har de ikke råd til en kost med aminosyre. Sådan en gruppe af mennesker tænker du på, når du faster. Det er en måde at vise, at du har forståelse for andre, og måske er det også en måde at komme tættere på de personer som du i denne tid bruger timevis sammen med.